top of page

Terapeutiske metoder

Jeg anvender ikke kun én specifik psykologisk terapiform, men tilpasser tilgang og metode til det menneske, jeg sidder overfor og den problematik, der er tale om. Jeg er uddannet indenfor og har erfaring med at arbejde med psykodynamisk terapi, psykoanalytisk terapi, klientcentreret terapi, eksistentiel terapi, emotionsfokuseret terapi og gestalt terapi.

​

Jeg arbejder med et særligt fokus på det relationelle, idet jeg tror på, at vores relationer har stor betydning for, hvem vi er. Måden vi ser og forstår vores relationer på, kan have stor betydning for vores måde at forstå os selv og være i livet på. Bevægelsen er cirkulær, så gennem arbejdet med os selv, kan vi også skabe forandringer i vores relationer til andre.

 

Jeg arbejder psykodynamisk, hvilket betyder, at vi i den terapeutiske samtale også kan have et fokus på vores måde at knytte os til andre på såvel nu som tidligt i livet.  Vi er ofte ikke bevidste om vores tilknytningsmønstre, og hvordan vi gennem livet på baggrund af disse har udviklet forskellige handlemønstre, som er styrende for vores måde at forstå os selv og indgå i relationer på. Når vi i fællesskab kaster lys på dette, så vil du opleve, at den øgede bevidsthed vil være hjælpsom i forhold til at ændre dine handlemønstre, din forståelse af dig selv og din måde at være i relationer på, og på den måde understøtte dit ønske om, at noget i livet skal være anderledes.

 

Den terapeutiske samtale kan, såfremt det føles rigtigt for dig, også indeholde fokus på det kropslige og sanselige, idet her kan der være en informationskilde, som kan hjælpe til andre perspektiver, og en mulighed for at få kontakt til dig selv på anden vis. 

 

Jeg arbejder klientcentreret, hvilket betyder, at jeg vil møde dig med omsorg, respekt og empati. Med udgangspunkt i dette møde vil vi sammen undersøge og forholde os til de udfordringer, som du oplever, fylder i dit liv.

Klinik.jpg
bottom of page